Garderoben i vores entre er ikke særligt stor, så vi har valgt kun at have det overtøj, der passer til årstiden, fremme i garderoben. Derfor pakker vi de tynde vindjakker sammen i en flyttekasse, når efteråret er ved at gå over i vinter – og omvendt om foråret, hvor det deciderede vintertøj bliver pakket væk og sommertøjet hentet frem igen.
Vi gør det samme med vores sko, hvor det jo også er forskellige typer, man bruger i de forskellige årstider. Støvlerne bliver om foråret også lagt ned i en flyttekasse, så der bliver plads til de lette sko og sandaler, som vi bruger om sommeren.
Men hylden over bøjlestangen har en ganske pæn størrelse, så her behøver vi ikke foretage den samme udskiftning. Her ligger vores halstørklæder og handsker, og i den ene side ligger mine tre forskellige caps, som jeg bruger, når det er rigtig koldt. Efterhånden har jeg ikke så meget hår tilbage, og så kan det være en meget kold fornøjelse at gå udendørs uden en eller anden form for hovedbeklædning.
Her de seneste dage er vi blevet ramt af en voldsom kuldebølge, der sender temperaturen ned under de 15 minusgrader om natten. Så har man mest lyst til at holde sig inden døre i varmen og kun bevæge sig udenfor, når der skal foretages nødvendige indkøb eller den slags. Men vi har en dejlig hund, og han skal have sin daglige motion og luftes. Vi vil ikke byde ham at nøjes med at blive sendt ud i haven, for han bryder sig ikke om at besørge i haven, hvilket vi i øvrigt er godt tilfredse med.
Så efter morgenkaffen kommer han trofast hen til mig og fortæller med si kropssprog, at nu er det vist ved at være tid til dagens første spadseretur. Han følger mig tæt, når jeg går i soveværelset for at tage tøj på. I denne tid vælger jeg selvfølgelig noget varmt tøj, så jeg kan holde varmen, når hunden skal luftes, og så er det bare med at få et tykt lag overtøj på og huske halstørklæde og tykke handsker eller vanter, for når man skal holde hundesnoren, kan man selvfølgelig ikke gå med begge hænder i lommerne.
Det er blevet en vane hos os, at vi her om vinteren laver en ekstra stor kande kaffe om morgenen. Så er der stadig en kop til både min kone og mig, når jeg kommer hjem fra spadsereturen med hunden. Den ekstra kop kaffe kan jeg godt gå og glæde mig til – ikke mindst når det er så bidende koldt, som tilfældet er lige i øjeblikket.
Sidste vinter havde vi en tilsvarende meget kold periode, så da valgte jeg at tage i byen og købe mig et par rigtigt varme bukser. Rent faktisk var det et par skibukser, jeg købte, og jeg kan huske, at ekspedienten anbefalede mig også at købe et par lange underbukser til at have på under skibukserne. Den påklædning kommer mig også til gavn i disse dage, for med de lange underbukser kan jeg fint holde varmen.
Seneste kommentarer