Da vi købte vores drømmehus på landet for fire år siden, blev selve handelen en noget langstrakt affære. Det var nemlig sådan, at det idylliske bondehus med stråtag var omfattet af nogle fredningsbestemmelser, og de kunne være ødelæggende for vores planer om at indrette huset efter vores smag.
Derfor stillede vi som en betingelse, af vi kunne få enten en ophævelse af fredningen eller helt klar besked om, hvad vi kunne tillade os med ændringer i husets indretning. Det lykkedes ejendomsmægleren at fremskaffe en beskrivelse fra fredningsmyndighederne, der gjorde det klart, at vi kunne gøre præcis, som vi ville, hvad angår husets indre.
Men bindingsværket i ydermurene skulle bevares, og det samme gjaldt det smukke stråtag, som vi alligevel ikke kunne finde på at ændre på. Det var i øvrigt næsten helt nyt på det tidspunkt.
Vi fik ombygget huset og flyttede ind, men vi havde kun boet der få måneder, da huset lige på den anden side af den lille vej, skiftede ejer. Også det hus var omfattet af nogle fredningsbestemmelser, vidste vi, men den nye ejer havde held til at få dem sløjfet, for huset blev ikke længere fundet bevaringsværdigt. Det fik så den betydning, at den nye ejer rev hele herligheden ned og byggede et moderne murstenshus i stedet for det tidligere bindingsværkshus. Jeg må indrømme, at det ærgrede mig, for det tog noget af den idylliske glans af det lille område med kun de to huse på hver sin side af vejen.
Men helt galt blev det, da vores nye genbo, at han ville lægge et moderne ståltag fra Profilmetal på sit nye hus. Bevares, det kan faktisk være meget pænt, men jeg synes nu nok, han kunne have valgt et traditionelt tegltag til huset, for sådan et profiltag i metal hører faktisk ikke hjemme i de idylliske, landlige omgivelser, mente jeg.
Bortset fra den uenighed om udseendet kom vi og genboens godt ud af det med hinanden, så jeg tillod mig at gøre ham opmærksom på, at jeg mente, at sådan et moderne tag ville passe dårligt sammen med de landlige omgivelser.
Nej, slet ikke, påstod han. Der bliver nemlig tale om et Decra tag, som nok består af metalplader, men de er blevet påført et materiale, så de på oversiden ser alt andet end metalagtige ud. Jeg er sikker på, at også I vil synes om udseendet på sådan et tag, hævdede han.
Og jeg må tilstå, at han faktisk fik ret. Da taget først var lagt på, måtte jeg bøje mig i støvet og indrømme, at det ikke bare er smukt men også har et anstrøg af noget rustikt, som passer fint ind i vores dejlige omgivelser.
Genboen har valgt en meget mørk, rødlig nuance til sine tagplader af stål, så taget fremstår ganske diskret og på bare få meters afstand slet ikke ligner et tag med metalplader. Jeg tror, han optog et lån i sin andelsbolig for at gøre det.
Nu er genboens for længst flyttet ind, og jeg har ærligt fortalt min genbo, at jeg har et helt andet syn på den moderne type tagdækning, end jeg havde tidligere.
Seneste kommentarer