Patchwork

Åh nej, tænkte jeg, da jeg lidt uventet mødte min kone i går. Nu er det ikke sådan, at jeg normalt ikke er glad for at møde hende, men lige på det sted og det tidspunkt var det altså ikke det, jeg havde allermest brug for.

Sagen er, at jeg havde været til fodbold på vores stadion og set mit favorithold tabe en kamp i superligaen. Jeg vidste godt, at min kone og hendes gode veninde stort set samtidig som fodboldkampen var inde for at se en udstilling i den idrætshal, der ligger ved siden af stadion. Der var tale om en udstilling af alt, hvad der har med patchwork ting at gøre.

Og så ville skæbnen, at min kone var gået udenfor hallen et øjeblik for at trække lidt frisk luft, da jeg kom den vej forbi på vej hen mod min bil på den store parkeringsplads, der hører til stadion. Jeg havde glædet mig til at køre hjem og i fred og ro sidde og nyde en søndags-pilsner, men nu sagde min kone begejstret, at jeg da skulle gå med ind og kigge på patchwork.

Jeg kunne dårligt undslå mig, så jeg traskede lidt slukøret efter hende ind i hallen, hvor jeg var tæt på at være det eneste hankønsvæsen. Vi mødte min kones veninde på det sted, de havde aftalt, og så blev jeg ellers slæbt med rundt blandt de mange boder for at kigge på patchwork mønstre (som her), som de to kvinder berømmede i høje toner.

For flere år siden hyggede min kone sig med at sy et stort sengetæppe i patchwork. Det var et meget langsommeligt arbejde, som hun brugte det meste af en vinter på, men jeg skal da gerne indrømme, at tæppet blev ganske flot, og vi bruger det stadig som sengetæppe.

Udstillingen vækkede åbenbart min kones og hendes venindes interesse til live, for i en af boderne valgte de begge to at købe en masse patchwork stof i forskellige farver, for nu ville de snart i gang med at sy nogle vægtæpper, fortalte de.

Det har jeg sådan set ikke noget at indvende imod, og jeg hev uden protester mit Dankort op og betalte for det stof, min kone købte. Hun fandt i den samme bod også noget forskelligt billigt sytilbehør, som hun skulle bruge til den kommende vinters arbejde med vægtæpperne.

Da de to kvinder var færdige med deres indkøb forventede jeg, at vi nu skulle hjemad, men der blev jeg skuffet, for damerne bekendtgjorde, at de kun havde set cirka halvdelen af udstillingen, så de ville kigge videre på de mange boder, de endnu ikke havde været forbi.

Jeg tilbød galant at bære begge poser med stoffer og sygrej, og så foreslog jeg, at jeg kunne  tage varerne med ud i bilen og fragte dem hjem, for de to kvinder var kørende i venindens bil, og så kunne de jo komme hjem senere.

Min kone smilede og sagde bare, at det var helt i orden, for hun forstod godt, at den udstilling ikke interesserede mig, så jeg køre hjem til den kolde pilsner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.