Min datter er skoletræt

Vores datter har i meget lang tid været ked af det. Hun har slet ikke haft lyst til at deltage i nogle af de aktiviteter, som hendes veninder har foreslået. Hun har ikke haft mod på at gå i skole. Hun har faktisk fået en uge fri fra skolen – under den undskyldning, at hun er lidt sløj. Vi har ikke helt kunnet finde ud af, hvad der er i vejen med hende. Hun siger selv, at hun bare ikke har lyst til noget som helst.

Personlig krise?

Jeg forestiller mig, at hun måske er inde i en personlig krise, hvor hun bare ikke kan finde ud af hvem hun er, og hvad hun vil. Derfor har jeg ikke grebet hårdt ind overfor hende, når hun har villet pjække og bare være herhjemme. Jeg har heller ikke forsøgt at opmuntre hende til at se sine veninder. Jeg har ikke gjort andet end bare at være her for hende. Og det ved hun. Jeg har selvfølgelig forsøgt at tale med hende om, hvad der er i vejen, men hun har ikke villet tale. Hun lovede mig, dog at fortælle mig, hvad der sker med hende, når hun ved det.

Fri for skolen

For nogle få dage siden kom det så frem. Hun vil gerne have lov til at få et år fri fra skole, inden hun fortsætter i gymnasiet. Her om en lille måneds tid er hun færdig i 9. klasse. Vi havde planlagt, at hun skulle direkte videre i 1. g. Så det kom som et chok for mig, at hun ikke vil fortsætte. Hun græd og fortalte os, at hun er bange for at komme i gymnasiet. Alt det her med nye klassekammerater og et nyt sted virker overvældende på hende. Og det her med at skulle sige farvel til nogle af klassekammeraterne fra folkeskolen er også svært for hende. Også selvom de har lovet hinanden, at de skal fortsætte med at ses.

Da vi spurgte hende om, hvad hun gerne vil bruge et år på, sagde hun, at hun bare gerne ville have lov til at koncentrere sig om sine hobbyer og om at holde fast på sin bedste veninde, som skal starte på en erhvervsuddannelse. Hendes hobbyer er musik, ridning og mode. Hendes bedste veninde lærte hun at kende nede på rideskolen.

Musikefterskole er løsningen

Min mand og jeg kiggede på hinanden. Vi ved, at hun er et meget følsomt menneske, og det lød for os, som om at hun fuldstændig har tabt sin selvtillid. Måske er det fremprovokeret af alle de forandringer, hun ved, kommer snart. Vi tænkte og tænkte over, hvad vi kunne gøre. På et tidspunkt slog det ned i mig, at vi må tale med hende om, at hun ikke kan undgå forandringerne, så måske vil det være bedst, hvis hun kommer på en musikefterskole og får lov til at lege sig igennem det kommende år.

Vi talte med hende om det i går. Og vi tog en fælles beslutning: I den kommende weekend besøger vi en efterskole, så hun kan få en idé om, hvordan det kan være at gå på sådan en.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.