”Det er frygteligt. Jeg fatter det ikke. Hvordan kan vi hjælpe ham?” Jeg har min mor i telefonen, og hun er ulykkelig. Min lillebror har fået konstateret kræft. ”Jeg fatter ikke, hvorfor han ikke har sagt det til mig, da det startede.” Hun er ked af det og samtidigt, også gal over, at hun ikke fik noget at vide, da det startede. Jeg prøver at berolige hende. Han er i gode hænder nu. Behandlingen, han får, virker.

Sådan begyndte det

Det startede for 9 måneder siden. Og han har virkelig tabt sig rigtigt meget i den tid. Dengang fik han en slem influenza, sagde lægen. Han og hans kæreste tog på hospitalet, fordi feberen ikke fortog sig. Og han havde meget høj feber. På hospitalet fastslog lægerne, at det var en voldsom influenza. Han blev indlagt i 3 dage og fik noget antibiotika. Feberen faldt, og han blev sendt hjem. Havde det også bedre. Men få uger efter var det galt med ham igen. Høj feber og tilbage til hospitalet. Lægerne gav ham noget stærkere antibiotika. Der gik igen nogle dage, og feberen faldt igen. Han blev sendt hjem igen. Så gik der nogle måneder, hvor han ikke var syg. Men appetitten var væk. Han tabte sig og blev mere og mere grå at se på. Det er logisk, at han også manglede energi. Han sygemeldte sig fra sit job på hotellet igen. Feberen var kommet tilbage.

Nyt hospital

Hans kæreste insisterede på, at de tog hen til et andet hospital. Hun havde mistet tilliden til lægerne på det første hospital. De kørte 130 km for at få ham indlagt igen. Her kiggede lægerne på hans historik med indlæggelser og diverse diagnoser om influenza. Han fik alle mulige undersøgelser lavet. De konstaterede, at han havde kræft, og at den er aggressiv. Hans kæreste blev rasende. Spurgte lægerne om, hvorfor det ikke er blevet konstateret noget før. De har været ind og ud af hospitalet i 5 måneder, uden at der er blevet gjort noget ordentligt, og nu får hun så at vide, at han har kræft.

Patienterstatning

Lægerne mente, at det kan være, at lægerne på det første hospital ikke har været tilstrækkeligt kompetente. Det er en sjælden form for kræft. Og hospitalet, de havde brugt, har faktisk ikke kapacitet til at behandle kræftpatienter. De ville starte med stråle- og kemobehandling med det samme for at se, hvordan han reagerer. De anbefalede, at han søger om patienterstatning, og gav hende nummeret til en dygtig advokat i Vejle, hvor de bor.
Efter chokket, som min bror og hans kæreste fik, ringede de til mig og fortalte mig om situationen. De bad mig om ikke at sige noget til vores mor, da de ved hun, vil blive meget oprørt og ulykkelig. Det lovede jeg dem. Vores mor er en ældre dame, og hun skal helst ikke have for mange bekymringer.

Nu 9 måneder inde i forløbet har min mor så fundet ud af, at min bror har kræft. Behandlingen, han får, giver gode resultater. Han er optimistisk. Hun fortæller mig, at min bror selv har ringet og fortalt hende om det. Han ville fortælle hende, at han har fået patienterstatning, og at det går meget bedre med hans helbred nu.