4 historier

Nu er det snart en måned siden, at vi var henne og besøge min storebror. Han går på efterskole. 10. klasse. Og jeg må sige, at jeg var faktisk misundelig på ham. Han får lov til at lave alle de ting, han gerne vil, og samtidigt så kaldes det for at gå i skole! Fx så kan han bruge en hel dag på fitness, uden at nogen siger noget til ham. Eller han kan spille musik og bare nyde det. Er det retfærdigt? Altså jeg mener, at jeg burde også kunne lave ting hele dagen, som jeg har lyst til. Ikke bare gå i skole og lave lektier. Jeg går i 7. klasse og er træt af at skulle stå tidligt op og gå i skole og høre på en morgensur matematiklærer.Jeg vil hellere på en efterskole som https://naae.dk/

Efterskole

Min storebror fik lov til at komme på efterskole, fordi han røg ind i en meget svær periode. Han er sådan lidt for følsom en gang imellem. Og da han blev afvist af en pige (i 8. klasse), så gik han helt i sort. Mine forældre tog ham ud af skolen, og han fik lov til at holde fri i nogle måneder. Så kom han på efterskolen. Egentlig er det en efterskole, som har linjefag inden for forskellige idrætsgrene, men de har også fag inden for animation og programmering.
Det kunne jeg faktisk godt tænke mig at specialisere mig i. Programmering. Jeg har en masse idéer til forskellige apps, som jeg kunne udvikle og sælge. Mine forældre har ikke nævnt noget om, at jeg også kan komme på efterskole endnu. Det er lidt bøvlet. Jeg vil gerne. Men jeg ved ikke, hvad der skal til, for at jeg kan komme det.

Måske skal jeg sørge for at få problemer i skolen, eller bare dårlige karakterer. Hvad ved jeg? Intet. Men jeg kunne måske tale med dem om det, når jeg er ved at være færdig med 7. klasse. Jeg ved bare, at jeg gerne vil væk fra skolen. Den irriterer mig.
Min bror er heldig. Han får lov til at beskæftige sig med ting, han interesserer sig for. Da vi besøgte ham, fortalte han mig, at han er glad for at gå der. Han har fået mange gode venner. Også nogle veninder, som han taler rigtigt godt med. Han siger, at al det der konkurrence-ræs, som han følte, slet ikke er der. Og han fortalte også, at han helt sikkert vil videre i skolesystemet, når han er færdig på efterskolen. Men han vil arbejde målbevidst på at komme videre på en måde, så han kan få en uddannelse, som han mener, vil være den rigtige for ham: Noget med idræt og sport. Måske idrætslærer. Måske professionel træner i volleyball. I hvert tilfælde, så ved han allerede nu, hvad han vil. Og det, tror jeg, er godt for ham. Jeg så min bror være glad og beslutsom. Sådan var han slet ikke for bare 3 måneder siden. Jeg ville ønske, det var mig. Jeg skal snakke med mine forældre om det. Snart.

Forældremøde

Vi er lige kommet hjem efter et forældremøde nede på skolen. Det var et møde for alle forældre, der har børn i 7. og 8. klasse. Vores søn går i 8. klasse. Vi fik mange gode meldinger fra de forskellige lærere, han har. De er fulde af beundring over hans gode sind og kærlighed overfor sine kammerater. Vi fik at vide, at det er vidunderligt at have en elev, der er så villig til at dele sine ting med klassekammeraterne.

Men. Men. Vi fik også klare budskaber om, at han faktisk ikke er parat til at tage 9. klasses udfordringer op. De fleste af lærerne udtrykte det på meget høflige måder: ”Jeres søn er et skønt barn. Social og venlig overfor sine klassekammerater. Han er den fødte FN-formand. En ægte mægler. Men han er desværre ikke endnu rustet til at kunne klare presset, der vil komme i 9. klasse.”

Det var lidt skuffende for os at høre. Vi mener faktisk, at han er ret stærk og sagtens vil kunne klare det næste skoleår. Han plejer jo at vokse med opgaverne, han får.

Vi talte meget med hans klasselærer om det. Hun mente, at hendes kollegaer har ret. Han er ikke rustet til at kunne tackle næste år. Det er sådan set ikke, fordi han ikke er klog nok. Det er mere, noget med det følelsesmæssige udviklingsniveau, han har nået. Han er ikke klar til at kunne klare afvisninger, eller konflikter. Især når der er mange hormoner involveret. Og dem vil der blive mange flere af til næste år.

9. klasse

Hans klasselærer foreslog os faktisk, at vi overvejer en anden mulighed for ham, så han ikke mister et år i skolen: Efterskole – 9. klasse. Hun forklarede os, at et år på efterskole vil kunne sikre, at han tager folkeskolens afgangsprøver på niveauet, som han er på, men samtidigt vil det give ham mulighed for at udvikle sig følelsesmæssigt og få nye erfaringer, som vil komme ham til gode senere i uddannelsesforløbet.

Sandt at sige, så var vi lidt chokerede over at høre det. Men vi fik præsenteret mange eksempler på, hvordan han tackler situationer. Og vi kunne godt høre, at der er noget om lærernes snak. Han er umoden. Rent ud sagt. På den anden side var det rart, at én af lærerne faktisk havde et konkret forslag til, hvordan vi kan hjælpe vores dejlige dreng til at komme videre – uden at få alvorlige psykiske knubs i det kommende skoleår. På vejen hjem i bilen var der tavshed og eftertænksomhed imellem os. Vores dreng? Ikke moden? Har vi gjort noget galt? I så fald, hvad? Tankerne er mange. Men jeg har hæftet mig ved noget, som hans klasselærer sagde: Vores dreng er i en meget sårbar alder. Et år på efterskole vil ikke skade eller forsinke ham. Han skal bare have tid. Og rum. Og det kan være svært at finde i den almindelig folkeskole. Og det er helt normalt. Det er ikke vores fejl. I morgen vil vi tale om det. Først på tomandshånd. Derefter sammen med vores dejlige dreng.

Problematisk datter

For et år siden havde jeg problemer med min datter. Hun var fuldstændig umulig at have med at gøre. Ville ikke lave andet end at spille teater og pjække fra skolen, så hun kunne snige sig ned i orkestergraven, mens jeg var til prøve. Ja, jeg er skuespiller og min datters store forbillede. Det sidste er måske ikke så usædvanligt, at mødre danner forbilleder for deres døtre. Men i dette tilfælde er det for meget. Jeg har meget travlt, og når jeg skal til prøve til en forestilling, så har jeg meget svært ved at insistere overfor min datter. Så hun ’får lov’ til at pjække og se mine prøver. Jeg ved godt, at det ikke er godt, at hun er fraværende fra skolen. Men presset jeg lever med – som skuespiller, tjener man ikke mange penge, når man er i begyndelsen af sin karriere – bevirker, at jeg giver efter for hendes bønner.

Jeg har været heldig og har fået en rimelig stor rolle i et stykke, som skal sættes op til jul. Jeg vil virkeligt gerne have, at min præstation får gode anmeldelser, så alle mine kræfter og håb bliver sat ind på forestillingen. Min datter forstår naturligvis ikke helt presset. Hun ser mig bare som sit idol. Jeg har jo været i nogle af de der dameblade, hvor jeg har givet interviews. Hun tror, at jeg kan trylle alt i orden. Det kan jeg ikke. Men jeg kan heller ikke sige nej til hendes bønner om at komme med mig til prøverne. Forleden havde hendes dansklærer fat i mig og spurgte, om der ville være mange prøver endnu. Først forstod jeg ikke spørgsmålet. Men da hun sagde, at min datter hænger lige i skorpen til at bestå prøverne til næste år, gik det op for mig, hvad hun mente. Jeg blev flov. Jeg blev ked af det. Jeg følte mig uansvarlig.

Jeg bad om et møde med dansklæreren – sammen med min datter. Min tanke var, at dansklæreren måske kunne give os et godt råd, så vi ikke kommer ud i konflikter med hinanden – og så min datter ikke mister et års skolegang. Det havde hun: Hun foreslog direkte, at jeg sender min datter på efterskole. Måske en drama efterskole, hvor hun selv kan prøve kræfter med at stå på scenen og recitere digte eller spille komedier. Hun forklarede mig, at en efterskole også giver undervisning i de fag, som det er obligatorisk, at man går til eksamen i, hvis man vil videre i uddannelsessystemet senere hen. Måske ville det også gavne min karriere, hvis jeg fik tid til at koncentrere mig om prøverne, og ikke samtidigt have dårlig samvittighed over at vide, at min datter pjækker igen. Fornuftig kvinde, hende, dansklæreren. Efter mødet diskuterede vi muligheden derhjemme. Min datter kunne godt se fornuften i forslaget. Hun kunne sådan set også godt tænke sig at prøve at komme på efterskole. Jeg kunne såmænd godt tænke mig, at det vil være sundt for os begge to. Lidt fred til at gå til prøver med god samvittighed. I morgen vil vi scanne nettet sammen for drama efterskoler.

Problematisk søn

Jeg har en søn, som er kropumulig at have med at gøre. Han er 15 år gammel. Lige i den alder, hvor det begynder at blive svært med at kontrollere stemmebåndene. Lige i den alder, hvor det der med pigerne bliver interessant – og et helvede.
Jeg bilder mig ind, at jeg godt kan huske den alder. Sådan set fra kvindesiden. Jeg er jo ikke en mand. Men jeg kan godt huske mig selv, dengang jeg gik i 9. klasse. Det var ikke sjovt at have en ven, som var ulykkeligt forelsket. Og jeg kan især godt huske en episode, hvor jeg havde en klassekammerat, som var varm på mig. Han græd, da jeg sagde til ham, at jeg ikke er varm på ham. Jeg tror, jeg brugte en dag på at forklare ham, at jeg hellere bare ville have, at vi er gode venner. Jeg ved, at jeg sårede ham. Også selv om at jeg ikke ville det. Sådan var det bare.

Og jeg vil ikke have, at min dreng skal udsættes for lignende oplevelser. Han skal ikke såres af kyniske piger, der har blikket vendt mod umodne drenge, der er 3 år ældre end dem selv.

Som sagt, så er han kropumulig. Han gider ikke at rydde op på sit værelse. Han gider ikke hjælpe med de mest simple ting her i huset: rengøring eller at tømme opvaskemaskinen. Han gider bare ikke at deltage i familielivet. Han lukker sig inde og lytte til musik. Faktisk hører han god musik. Men det får han ikke at vide, at jeg synes. Ikke før end vi har fundet ud af, hvordan vi kan blive lidt harmoniske igen – sammen. Han har sagt, at han gerne vil droppe ud af skolen. Gå i lære. Som tømrer. Hvor han har fået den idé, ved jeg ikke.

Tømrer? Ok, jeg ved, at en af pigerne i hans klasse har en far, der er tømrer. Men det er ikke grund nok til at droppe ud og gå i lære. Især ikke, når min dreng er så klog, som han er. Han får jo topkarakterer hele tiden.
Jeg sætter mig ved mit arbejdsbord og skriver en seddel med plusser og minusser. Det handler om folkeskole kontra efterskole. Min dreng har sagt, at han gerne vil på sådan en efterskole, hvor han kan lære et håndværk. Måske noget med snedker. Eller murer. Men jeg har det sådan, at jeg ved, at en teater efterskole – eller en musikefterskole vil være stedet, hvor han vil føle sig godt tilpas. Han har sagt, at han bare gerne vil væk fra klassen. Han vil bare lave noget andet end at se hende og mindes, om at hun har afvist ham. Han vil gerne lave noget, hvor han kan bruge sin kreativitet. Musikken er det, han elsker. Så jeg skal have ham overbevist om, at han ikke skal i lære som snedker eller tømrer. Han skal et år på efterskole. Så han får tid til at tænke sig om. Og tid til at komme væk fra hende – og det nederlag, han føler, hun har givet ham. Åh, min søde, lille dreng. Du er ved at blive mand.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.