Kontorartikler

Mit lille, ufødte barn har ikke nogen som helst idé om, hvor hun skal vokse op. Jeg er maler og kunstner. Og jeg elsker at være i mediernes lys. Jeg har i sidste uge været til et ret trivielt interview på en landsdækkende tv-kanal. Interviewet havde temaet: stærke enlige kvinder. Ikke ensomme kvinder. Enlige. Der er en forskel. Vi blev spurgt om forskellige, trivielle ting. Såsom, hvem sørger for, at vi kan klare det? Mit svar: Mig. Jeg sørger for mig. Ingen andre. Kan de dog ikke forstå det. Det er uudholdeligt at skulle sidde der i sofaen og smile og spille med på deres idéer om, at alle kvinder behøver en stærk personlighed i deres liv for at klare det hele. En stærk personlighed, som ikke er dem selv vel at mærke. De insisterer på parforhold. Om det er par med partnere af samme køn eller af forskellige køn, er ligegyldigt. De insisterer bare på den gamle kernefamilie form. En form, jeg ikke er enig med. Kan ikke forliges med den. Så imens værtinden på tv-showet førte konversationer med den ene eller den anden, sad jeg bare og lyttede med – passivt.

Rekvisitter

Samtidigt lagde jeg mærke til alle rekvisitterne, der var i studiet. Det var ikke småting. Der var simpelthen alt, hvad man kan drømme om. Lige fra parykker til diverse kontorartikler. Det må være et frygteligt job at skulle være den, der køber ind for det program. Der er åbenbart store forventninger om, at de kan sælge en masse produkter og derved få en kommission. Jeg kiggede på den lamineringsmaskine, de havde stående på et arbejdsbord lige ved siden af sofaen, jeg sad i.
De har åbenbart et indslag med en eller anden kunstner, der vil komme og demonstrere, hvordan man kan bruge en lamineringsmaskine kreativt. Godt, det ikke er mig.

Må være svært

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det må være utroligt svært at være billedende kunstner og, så blive inviteret ind til et lidt for populært program for at demonstrere, hvordan man holder på en malerbørste. På den anden side, så er det måske en god chance for en ung kunstner, der har mod på at prøve alt af. Jeg ved det ikke. Håber bare, at de to timers udsendelse, som jeg skal deltage i, snart er forbi. Jeg orker bare ikke at være sød og smilende længere. Mine læber er jo ved at stivne.
Der er 20 minutter tilbage. Lykke. Hurra. Jeg overlever. Og jeg får lov til at smide al den makeup, de har pakket mit ansigt ind i. Jeg kan snart gå hjem og nyde en dag, hvor jeg får lov til at arbejde i fred og ro.

Endelig er det ovre

Endelig kan jeg rejse mig fra sofaen. Jeg har svaret høfligt på nogle ligegyldige spørgsmål fra studieværtinden. Hun virker glad. Alt er gået som hendes, plan var. Der har ikke været nogen provokationer eller uforudsete hændelser. På vej ud af studiet spørger en assistent mig, om der er noget, jeg mangler. Noget, jeg ikke har fået sagt. Jeg svarer, at det er der ikke.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.