Lego er godt legetøj

I vores familie holder vi hvert år en meget traditionsbunden jul, og vi har en tilbøjelighed til at holde fast i de traditioner, vi opbyggede i de år, da vores to børn var små. Det var for os forældre pudsigt at opleve, at det var børnene, der stædigt ville holde fast i traditionerne, også da de var blevet unge og voksne.

Nu er både vores søn og vores datter blevet gift og har fået hver et barn, så nu er vi pludselig en hel flok i juledagene, der hvert år foregår hjemme hos os, fordi begge vores svigerbørn kommer fra familier uden det store sammenhold, så de foretrækker at komme til os i julen.

Men traditionerne skal der holdes fast i, og selv om der nu er et par børnebørn, gør det ikke den store forskel. Når vi har spist julemiddagen juleaften, skal juletræet tændes, og der skal synges et par salmer og sange, hvorefter det er de yngste, der finder julegaverne frem under træet og fordeler dem til modtagerne.

For os bedsteforældre er det en oplevelse at se, hvor enormt mange gaver vores to børnebørn får. De er nu begge fem år gamle, og det ligefrem vrimler med godt legetøj af enhver art i stuen, når udpakningen er overstået. Det er en stor tilfredsstillelse for os voksne at iagttage børnenes store forventninger og glæde, når gaverne pakkes ud, og vi voksne kan glæde os over, at mange af giverne tænker på at give børnene noget legetøj, der er udfordringer i, så det kan gavne deres udvikling.

For os gamle er det især morsomt, at noget af det mest populære legetøj i vore dage er Lego, for det var det også, da vi var børn. Jeg kan huske, hvordan jeg som dreng kunne bruge mange timer liggende på stuegulvet og bygge fantasifulde huse eller andet af de geniale byggeklodser. I dag er der et enormt udvalg af forskellige klodser og andet, der hører til, men da jeg var dreng var der stort set kun de almindelige firkantede klodser i forskellige længder.

Men uanset den udvikling, der er sket med det forgudede danske legetøj, byder det fortsat på store muligheder for børnenes indlæring. De bliver kreative af at lege med det, og børn er dejligt fantasifulde, så vi voksne også kan beundre deres frembringelser.

Først når alle gaverne er pakket ud og taget i øjesyn, bliver det tid til en kop kaffe, og jeg byder selvfølgelig også på en lille en til kaffen. De to små leger selvfølgelig videre, mens vi drikker kaffe, men på et tidspunkt melder Ole Lukøje sin ankomst, og vi kan se på dem, at de trænger til at sove.

Når de små så er lagt i seng, hører det til de faste traditioner, at vi voksne sætter os ud til spisebordet i køkkenet. Så står den på en stykke mad med hjemmelavet leverpostej og hjemmesyltede rødbeder, og til det får vi en øl og en snaps.

Juleaften sluttes så altid af med et brætspil af en eller anden slags. For år tilbage var det altid Matador, men nu veksler vi mellem spillene.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *